Chokoladeboller med fuldkorn

Pastaret med kylling, kalkunbacon og svampe i en cremet sovs – mad på 20 minutter

Pastaret med kylling

Vi kender vist alle de dage, hvor energiniveauet er lig med nul, og det der med at lave aftensmad kan sidestilles med at løbe 10 km. Overdrivelse fremmer forståelsen, men I ved, hvad jeg taler om. Jeg havde sådan en dag i går, og derfor skulle aftensmaden være nem, som i virkelig nem, og gerne smage ret godt. Ja, hvad gør man så… Man laver selvfølgelig den her super lækre pastaret med kylling, kalkunbacon og svampe i en cremet sovs fyldt med lækre smagsgivere. Det var i hvert fald, hvad jeg gjorde, og det var mega lækkert! Det tog mig seriøst max 20 minutter, og det var alle minutterne værd. Hvis du også har lidt en off-dag, eller hvis du ligesom jeg bare elsker nem, lækker og sund hverdagsmad, så skulle denne ret måske stå på menuen i aften? Du får i hvert opskriften her!

Pastaret med kylling, kalkunbacon og svampe i en cremet sovs (ca. 2-3 personer)

  • To store kyllingebryster skåret i mindre skiver
  • En halv pakke kalkunbacon skåret i mindre stykker
  • 1 mellemstor, fintsnittet rødløg
  • 2 fintsnittet hvidløg
  • ca. 5-6 store champignoner skåret i skiver
  • Olivenolie eller smør til stegning
  • 1,5-2 dl. flødeerstatning eller rigtig fløde, hvis man er mere til det (jeg bruger Cremefine)
  • Ca. 0,5 dl. kogevand fra pastaen
  • 1 tsk. tørret oregano
  • 1 tsk. tørret basilikum
  • Salt og peber
  • Frisk fuldkornspasta
  • Ruccola
  • Parmesan
  • Persille el. basilikum til drys

Start med at skære dit kyllingebryst ud i mindre skiver sammen med din kalkunbacon. Steg det hele på en varm pande i noget olivenolie eller smør. Mens det steger hakker du rødløg, hvidløg og champignoner. Når kyllingen og kalkunbaconen er færdig fjerner du det fra panden og sætter det til side. Kom eventuelt noget mere olie eller smør på panden, og kom derefter grøntsagerne på.

Mens grøntsagerne steger og tager farve, kan du passende sætte din pasta over. Pastaen skal koge i letsaltet vand med en smule olivenolie til det er færdigt (ca. 3 minutter). Når dine grøntsager har fået godt med farve, tilsætter du oregano, basilikum, dit kød og fløderstatningen/fløden. Hæld vandet fra din pasta, når den er færdig, men gem lidt af det. Vi skal bruge lidt af kogevandet til sovsen, så den får den rette konsistens. Kom kogevandet på panden lidt ad gangen, så du ikke risikerer, at komme for meget på. Sovsen skal være godt cremet, men ikke vandede – tilsæt eventuelt mere fløderstatning, hvis den bliver for tynd.

Lad sovsen simre et øjeblik, og når den har den ønskede konsistens, smager du den til med salt og peber. Slutteligt vender du din pasta i sovsen.

Server pastaretten på en bund af ruccola og drys med parmesan og eventuelt persille eller basilikum. Friskkværnet peber klæder virkelig den her ret, så giv den eventuelt et drys til inden servering.

Jeg håber, at den her pastaret med kylling også falder i din smag – den er i hvert fald allerede havnet som en af mine favoritter. Måske du også vil kunne lide den her ret med kylling, grøntsager og peanuts?

Pastaret med kylling

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Chokoladeboller med fuldkorn