Stegt torsk med blomkålspuré, hasselnødder og nye kartofler

Jeg er ikke specielt god til at spise fisk. Ikke fordi, jeg ikke kan lide fisk, for det kan jeg virkelig godt - min fantasi rækker bare ikke så langt, når det kommer til fiskeopskrifter. Men den her opskrift på torsk med blomkålspuré, hasselnødder og nye kartofler er en af mine absolut favorit fiskeopskrifter. Da jeg serverede den her ret for A. sagde han, at det var den bedste fisk, han havde fået, som ikke var på en restaurant. Jeg håber, at I med opskriften kan få tilberedt en ligeså lækker fisk - jeg synes i hvert fald, at det er forholdsvis nemt at gå til, så det håber jeg også, at I synes. Og så passer den her fiskeopskrift jo perfekt her om sommeren - omend vejret ikke er så sommerligt i øjeblikket.
Stegt torsk med blomkålspuré, hasselnødder og nye kartofler
Antal: 4 personer Tid: ca. 40 min. Stegt torsk
  • 4 stykker torsk
  • Mel
  • 1 spsk. olie
  • 100 g. smør
  • Salt og peber
Blomkålspuré
  • 1 blomkål
  • 2 dl. sødmælk
  • 100 g. smør
Tilbehør
  • 2 håndfulde ristede hasselnødder
  • 500 g. små, nye kartofler
 
Fremgangsmåde
  1. Tænd ovnen på 200° alm. ovn. Når ovnen er varm kommer du hasselnødderne på noget bagepapir og rister dem i ovnen i ca. 5-7 min. Hold øje med dem - de skal tage varme, men må bestemt ikke blive brændte. Når hasselnødderne er færdige tages de ud af ovnen og køler af et øjeblik. Mens de stadig er varme fjerner du skallen ved at nulre dem mellem fingrene. Hak de nu afskallede hasselnødder groft og læg dem til side.
  2. Skyl og del blomkål i mindre buketter (stokken skal ikke med) og kom i en gryde med sødmælk. Samtidig skyller du kartoflerne og sætter dem over at koge i rigeligt med saltet vand til de er møre - dette afhænger af kartoflernes størrelse så mærk lige efter med en kniv engang imellem. Når de er færdige hældes vandet fra. Når blomkålen er mør hældes mælken fra og over i en anden bøtte. Herefter blendes den helt fin med smør og en smule af kogemælken - smag til med salt og peber. Sæt låg på til servering.
  3. Når kartofler og blomkålspuré er færdigt varmer du en pande til fisken med olivenolie - panden skal stå på mellemvarme. Vend fisken i lidt mel så den er dækket med et fint lag på begge sider. Kom fisken på panden og krydr med salt og peber på begge sider når du vender fisken. Når fisken er gylden på begge sider (tager nogle få minutter) kommer du smør på panden. Med en ske hælder du det smeltede smør over fisken - bliv ved med dette i ca. 2 min. Fisken er færdig og stegt perfekt, når den falder fra hinanden i fine flager. Server så fisken på en bund af blomkålspuré, drys med hasselnødder og server kartoflerne ved siden af.
Velbekomme :-)