Små grove sandwichbrød til madpakken

små grove sandwichbrød

Annonce for Kforkage.dk

Jeg har i samarbejde med Kforkage.dk lavet en super lækker madpakke-opskrift til jer. Kvinden bag Kforkage er en lille én af slagsen; hun hedder Sara, er 13 år gammel og driver med hjælp fra sin mor webshoppen, der har alt inde for bageartikler - og her mener jeg virkelig alt. Jeg synes det er dybt imponerende, at Sara med sin unge alder har stablet den webshops på benene, så det er et projekt, jeg i hvert fald gerne vil støtte op om. Jeg har også været så heldig at få mulighed for at dele en rabatkode med jer, der giver 10% rabat på alt hos kforkage.dk. Rabatkoden er FollowingSimone10 og skal skrives i feltet GAVEKORT. Den virker til og med den 31 maj 2019. I dag skal det handle om madpakker. For de flestes vedkommende har de nok et had-kærlighedsforhold til madpakker. Personligt har jeg intet imod dem, men jeg går også meget op i, at der gerne må gøres bare en smule ud af madpakken. Som barn fik jeg det samme med i al den tid, mine forældre fik lov til at stå for den, hvilket alligevel blev til en hel del år. Sådan tror jeg, det har været for de fleste, men det blev der heldigvis ændret på, da jeg selv begyndte at stå for det projekt. Og så har de altså langt fra været kedelige siden. Madpakker kan nemlig ret nemt gøres lækre og det behøver ikke tage meget længere tid. Et bud på en virkelig lækker madpakkeidé kunne være en sandwich lavet på små grove sandwichbrød. Sandwichbrødene er lavet i den praktiske form fra Lékué, som kan købes lige her. Når først brødene er bagt kan de snildt holde sig et par dage i en frysepose og så er der altså hurtigt lækre sandwich til madpakken, som blot skal smøres. Formen kan også bruges til mini-rugbrød, müslibarer eller til små kager. Jeg forestiller mig eksempelvis, at de her gulerodsmuffins ville gøre sig virkelig godt i formen. Bagefter kan de pyntes med frosting og hvis du gerne vil have dem ekstra pæne kan du pynte dem med frosting og bruge en tyl til at lave flotte mønstre. Jeg bruger tyllerne fra Wilton, da jeg synes, det er de absolut bedste på markedet - dem kan du selvfølgelig også finde hos Kforkage lige her.

Små grove sandwichbrød til madpakken

Antal: 9 stk. Tid: ca. 2 timer
  • 25 g. gær
  • 4 dl. lunkent vand
  • 1 tsk. salt
  • 1 spsk. olivenolie
  • 1 gulerod, revet
  • 50 g. solsikkekerner
  • 50 g. græskarkerner
  • 50 g. fuldkorns hvedemel
  • 120 g. rugmel
  • ca. 400 g. hvedemel
  • 1 æg til pensling
  • Havregryn til drys

Fremgangsmåde

  1. Smuldre gær i en stor skål (jeg bruger en røremaskine, men brødene kan sagtens laves uden. Rør gæret ud i vandet og tilsæt så salt, olivenolie, gulerod, solsikkekerner, græskarkerner, fuldkornsmel, rugmel og til sidst hvedemelet - tilsæt melet lidt ad gangen til du fornemmer, hvornår din dej er mættet. Den skal være klistret, men bestemt ikke våd, da guleroden også afgiver væske til dejen. Ælt dejen rigtig godt sammen i nogle minutter
  2. Dejen stilles til hævning et lunt sted med et klæde over sig i 1 time
  3. Når dejen har hævet vendes den ud på et meldrysset bord. Tag 9 små dejklumper fra, som passer til Lékué-formen. De hæver en del op i formen, så den skal ikke fyldes helt op til kanten. Du vil have en rest dej tilbage, når du har fordelt den i formen. Jeg former den sidste dej til ca. 4-5 sandwichboller, som placeres på en bageplade med bagepapir og bages sammen med de små sandwichbrød.
  4. Kom et klæde over de små sandwichbrød og sandwichbollerne og lad dem efterhæve i 30 min.
  5. Når brødene har hævet tændes ovnen på 200°. Pensle sandwichbrødene med et sammenpisket æg og drys med havregryn.
  6. I den varme ovn bages sandwichbrødene i ca. 20-25 min. til de er flot gyldne - de må gerne få en del farve, så vi sikrer os, at de er bagte i formen.
  7. Lad de færdige sandwichbrød køle af på en bagerist og kom så dit ønskede fyld i dem. I mine har jeg kylling, mayonnaise, tomat og agurk. Når man pakker de små sandwich i sin madpakke kan man evt. lige sætte en tandstik ned igennem brødet, så det holder sammen på fyldet i madkassen.
små grove sandwichbrød