En måned gammel

en måned gammel Så blev Olivia en måned gammel. Hold nu op tiden går stærkt med et lille barn. Dagene flyver af sted og jeg føler virkelig, at jeg absolut intet får lavet andet end at kysse på hende her, give hende mad, skifte ble og bruge en evighed på at få hende til at sove. Ja barselslivet er endnu ikke så instavenligt hjemme hos mig. Olivia har dog flere vågne timer nu, hvor hun er blevet lidt ældre, og selvom det kræver mere af mig, fordi hun bestemt ikke vil ligge selv, så er det også rigtig dejligt at se hendes udvikling. Hun smiler enormt meget, når vi taler til hende og hun pludrer også. Hun er en meget opmærksom pige, der gerne vil følge med i ALT omkring hende, hvilket nok også er grunden til, at hun kan være en kende svær at få til at sove. Hun er begyndt at synes legetøj er lidt spændende - især alt det grimme med et hav af farver. Så selvom hendes aktivitetstæppe er virkelig fint i sine pasteller, er det altså den grimme Lamaze-dinosaur, hun er mest vild med, så det må vi få købt noget mere af. Generelt er hun en virkelig glad pige, og jeg er dybt imponeret over den udvikling, hun på blot få uger har gennemgået. Hvis du følger mig på Instagram vil du dog vide, at det bestemt ikke har været rosenrødt hele tiden her i barselsland. Olivia har haft dage og aftener, hvor hun har været enormt pylret og grædt nærmest konstant. Derfor er vi også med i et forskningsprojekt for kolikbørn, der undersøger om kiropraktik hjælper på deres gråd. Fordi der skal være en kontrolgruppe er det først efter forsøget, vi får af vide, om hun har fået behandling eller ej - som forældre skal man nemlig gå udenfor døren, når barnet er inde i behandlingsrummet. Vi har absolut ingen idé om, hvorvidt hun bliver behandlet eller ikke gør. Vi synes overordnet, at hendes gråd er blevet mindre, siden vi begyndte i projektet, men det svinger stadig rigtig meget og hun har stadig dage, hvor alt bliver lidt for meget for hende. Personligt synes jeg, at det der barselsliv er en kende trivielt. Dagene ligner virkelig meget hinanden, så selvom man selvfølgelig nyder hvert et øjeblik med hende, så bliver det nu alligevel rart, når der forhåbentligt kommer lidt mere ro på hendes gråd, så jeg bliver mere tryg ved at være ude med hende. Lige nu synes jeg stadig det kan være ret udfordrende, hvis hun pludselig begynder at græde utrøsteligt, men jeg tænker man også bliver mere tryg ved det med tiden, når man også selv er mere sikker i sin rolle som mor. Lige nu er min hverdag tilrettelagt fuldstændig efter Olivias behov og præmisser, hvilket jeg har det helt fint med. Hendes trivsel er trods alt vigtigst, og hvis det betyder, at vi bruger en hel dag hjemme på sofaen, så gør jeg gerne det lige nu. Olivia var jo stor ved fødslen med sine 4337 gram og 54 cm., og da vi i mandags var til 5-ugerstjek ved lægen vejede hun 5 kg. og er nu oppe på 60 cm. i længden, så inden længe er vi altså også i størrelse 62 i tøj, hvilket svarer til ca. 3 mdr. Hun er altså ikke nogen lille baby, men det synes jeg faktisk kun er dejligt. en måned gammel