Må vi sige det højt, når graviditeten ikke er en dans på roser?

gravidPå alle de mange billeder, der er taget af mig i min graviditet, der smiler jeg som på billedet ovenfor. Og når folk spørger, hvordan det går med at være gravid, så har svaret oftest været, at det går rigtig godt. Det er det nemme svar.

I min graviditet har jeg ikke haft særlig meget kvalme - faktisk har jeg været meget forskånet for det, men jeg har til gengæld været den heldige vinder af en bækkenløsning. Derudover har jeg ikke fået noget sammenhængende søvn siden omkring uge 20 i min graviditet, hvilket har været en kombination af at skulle op og tisse ca. 5 gange om natten samt så mange sure opstød, at det at ligge ned har været meget ubehageligt. Min krop har af gode grunde ikke lignet sig selv, hvilket jeg ligesom var forberedt på inden min graviditet, og det har jeg faktisk haft det fint med; jeg synes min gravide krop er meget smuk. Men når det er sagt, så har jeg på grund af bækkenløsningen ikke haft mulighed for helt almindelige dagligdagsting som at gå en tur, der var mere end 100 m. Derfor har jeg heller ikke kunne handle ind selv, ligesom jeg heller ikke har måtte gøre rent, fordi min krop simpelthen har betalt mig med et smertehelvede uden lige, hvis jeg ikke har taget den fuldstændig med ro. Hvis man kender mig bare en smule, så ved man, at jeg, når jeg ikke deler min krop med et lille vidunder, er meget fysisk aktiv og selvstændig, så det at skulle give afkald på så meget af "mig" under min graviditet har været en stor prøvelse.

Der er ikke to graviditet, der er ens, og det er derfor vigtigt i denne sammenhæng at huske på ikke at sammenligne sig med andre. For det din veninde kan opleve som den dejligste tid, kan du opleve som et mindre mareridt - og det er okay. Det gør dig ikke til en dårlig mor at mene, at det er en hård opgave at være gravid, ligesom du heller ikke er en dårlig mor, hvis du ikke har de typiske graviditetsymptomer og måske ikke mærker dit barn helt så meget som din veninde, der bliver sparket i ribbenene hver andet minut. For uanset, hvordan man mærker det, så er faktum altså bare, at det ér en fandens hård opgave for kroppen at gro et lille menneske, men derfor kan vi stadig opleve det hele meget forskelligt.

Jeg er evigt taknemmelig for, at det gik så "let" som det gjorde for os med at blive gravide, for selvom vi prøvede i nogle måneder (hvad der dengang føltes som en evighed), så er det jo intet i forhold til, hvad andre desværre må igennem for at få deres største ønske opfyldt. Men fordi, at vi var så priviligeret, at det gik som det gjorde, så er det ikke ensbetydende med, at man ikke må italesætte, at det kan være noget af en kamp at være gravid. I rigtig lang tid af min graviditet følte jeg ikke, at jeg kunne fortælle andre om, hvor hårdt jeg i virkeligheden synes, det var at være gravid. Jeg var bange for, at andre ville mene, jeg var utaknemmelig. Og det "fænomen" synes jeg egentligt er en generel ting i vores samfund; du kan ikke tillade dig at italesætte det svære, for der vil altid være nogen, der har det sværere end dig. Men er det okay?

Jeg tror vi er gladest, når vi kan fortælle om de ting, vi finder svære - uanset hvad det måtte være. Det var desværre først langt henne i min graviditet, jeg lærte at sætte ord på, hvor svært jeg i virkeligheden havde det. Jeg blev sygemeldt i uge 17 af min graviditet med et bækken, der føltes som om, at det var ved at rive min krop midt over, hvorfor jeg det meste af tiden var bundet til sengen, men alligevel følte jeg ikke, at jeg kunne fortælle andre, at det var en ret så hård opgave for min krop at passe på vores lille barn - og det alene fordi, jeg jo havde ønsket den her graviditet så højt, så hvad nu hvis andre dømte mig, eller hvis det bragte uheld at sige højt, hvordan jeg i virkeligheden havde det med de mange forandringer.

Jeg synes det var en kæmpe befrielse, da Sofie Linde udgav bogen "Fårking gravid - en fremmed flytter ind", fordi der nu var nogen, som rent faktisk turde stå frem og fortælle, at der kan være flere måder at opleve en graviditet på, og at det ikke behøver være en vidunderlig ventetid. Og det er skam ikke reklame, men en oprigtig anbefaling. Det gav i hvet fald mig modet til også at beskrive min graviditet i lidt andre toner end kun hyggelige graviditetsbilleder som dem, man finder på Instagram - og i indlægget her for den sags skyld. For selvom jeg hjertens gerne ville plastre et billede på her, der virkelig viser, hvordan jeg de fleste dage har det i min gravide krop, så findes de billeder ikke. De dage magter jeg nemlig overhovedet ikke at få taget billeder.

Og nu sidder der helt sikkert nogen derude og tænker "hvis du synes, det er hårdt at være gravid, så skal du bare vente til du skal passe barnet", men her bliver jeg simpelthen nødt til at sige, at vi skal lære at skille tingene lidt ad. At jeg siger, at det er hårdt for mig at være gravid, er ikke det samme, som at jeg så tænker, at det må være en dans på roser at passe et barn. Det er sådan udmeldinger, jeg synes, der er med til at negligere andres følelser - og det er rigtig ærgerligt. Jeg synes, der skal være plads til at sige de svære ting højt, og er man ikke enig i de ting, der bliver sagt, så er det nogen gange bedre blot at nikke og smile i stedet for at skulle komme med et modsvar; for det er her, man skal huske på, at den oplevelse, man selv har haft i en lignende situation, ikke nødvendigvis er en tro kopi af den oplevelse, en anden har - og ingen af delene er mere rigtige eller forkerte.

Til slut vil jeg bare sige, at selvom det for mit vedkommende har været noget af en prøvelse at være gravid (og stadig er det), så gjorde jeg det gerne igen. Og jeg glæder mig enormt meget til, at jeg om blot få uger skal møde det lille menneske, jeg har delt krop med i 9 måneder - både på godt og ondt.