Kylling i fad med flødeost og grøntsager

kylling i fad med flødeost Endnu en familiefavorit er landet på bloggen. Den her omgang kylling i fad med flødeost og grøntsager er et kæmpe hit hjemme hos os! Det smager så godt, er fyldt med grøntsager og samtidig dejlig cremet og har en mild smag, der ikke er for krydret. Du kan samtidig variere grøntsagsindholdet rigtig meget alt efter, hvad du lige har i køleskabet. Jeg havde eksempelvis porre liggende, men det kunne være undladt, hvis du ikke lige er vild med smagen eller gerne vil bruge, hvad du har i køleskabet. Men vil du køre helt sikkert, så er den her kombination i hvert fald testet mange gange og den er en sikker vinder! Jeg påtænker at lave flere af den her slags retter, hvis det er noget, I kunne have interesse i? Jeg synes nemlig selv, at den her slags retter er virkelig velsmagende og ikke mindst super hurtige at bikse sammen, når det skal gå lidt stærkt - det er jo altid et plus.

Kylling i fad med flødeost og grøntsager

Tid: 40 min. Antal: 4 personer
  • 4 kyllingebryster
  • 200 g. champignoner
  • 1 porre
  • 1 rød peberfrugt
  • 1 rød chili
  • 200 g. pikant flødeost
  • 1/4 l. madlavningsfløde
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 3 tsk. sød paprika
  • Salt og peber
  • 1 spsk. olie
Andet
  • Brune ris
  • 1 bundt forårsløg til pynt

Fremgangsmåde

  1. Tænd ovnen på 200º alm. ovn
  2. Snit og rens porre, champignoner og rød peber - det skal hakkes i mundrette tern
  3. Snit chili i fine skiver
  4. Kom olie i et ildfast fad, fordel grøntsager og grav kyllingestykkerne ned imellem. Krydr med salt og peber
  5. I en skål blander du tomat, paprika, pikant flødeost og madlavningsfløde til en ensartet blanding. Hæld blandingen over kyllingerne og grøntsagerne og stil fadet ind midt i ovnen i ca. 30 min. til kyllingerne er gennemstegte og møre
  6. Samtidig med sætter du ris over, så det hele er færdig på samme tid
  7. Server med brune ris og pynt med forårsløg i mindre stykker
En anden familiefavorit hjemme hos os er den her klassiske spaghetti bolognese, der lige har fået lidt ekstra grønt. kylling i fad med flødeost