Granola-støv

img_8124-4

Granola-støv er müsli, der er helt fint. Det smager himmelsk og er en ret anderledes måde at få müsli på. Jeg foretrækker faktisk denne version frem for den almindelige granola i store stykker, men er du mere til den helt traditionelle, kan jeg stærkt anbefale denne opskrift på granola. Granola-støv smager fantastisk på skyr, grød og som drys på pandekager og vafler. Den her udgave er sødet med tørret frugter og har et strejf af kaffe, appelsin og kakao. Har du ikke de forskellige frø, kerner og nødder, jeg anvender, så brug endelig noget andet af det, du har liggende i skabe og skuffer; det synes jeg også er en af de gode ting, ved den her opskrift, da man bestemt ikke behøver følge den slavisk! Jeg håber, at I bliver ligeså vilde med granola-støv som mig.

Granola-støv

Forberedelsestid: 20 min. Antal: 1 stort glas
  • 300 g. havregryn - grovvalsede
  • 250 g. usaltede nødder  - brugte hasselnødder, mandler og valnødder
  • 150 g. blandede frø og kerner - jeg brugte chia, solsikkefrø, græskarkerner, hørfrø og hampefrø
  • 250 g. blandede tørret frugt - jeg brugte tranebær, figner, dadler og abrikoser
  • 1 økologisk appelsin, skallen herfra
  • 1 tsk. kaffepulver
  • 3 tsk. kakaopulver af god kvalitet
  • 1 nip salt

Fremgangsmåde

  1. Tænd ovnen på 180º alm. ovn. Beklæd en bageplade med bagepapir og fordel havregryn, nødder, frø og kerner på pladen - kom hele herligheden i ovnen og lad det blive derinde i ca. 10 min. Sørg for at røre i de undervejs, så det hele bliver godt gyldent - det må endelig ikke blive mørkt.
  2. Herefter tager du en foodprocesser og kommer lidt ad gangen de tørrede frugter, kakao, appelsinskal, kaffe og salt herned - blend det til helt fint støv
  3. Gør det samme med frø, nødder og kerner fra ovnen - bland de to blandinger sammen i en stor skål. Hvis du gerne vil have mere samling på det, kan du med fordel komme den samlede blanding igennem foodprocesseren igen - selvfølgelig lidt ad gangen.
img_8106