Sengeliggende, smertefyldt og træt af at bede om hjælp

hjælp Ja, overskriften opsummerer meget godt, hvordan jeg har det lige pt. Som du måske ved, så blev jeg jo opereret i fredags i begge mine fødder, hvilket jo af gode grunde har resulteret i et utal af konstante smerter og mig, der ligger med benene oppe i døgndrift. Det er ikke just en opkvikkende situation, jeg har bragt mig selv i de sidste dage, og desværre er udsigterne til, at jeg kommer op og gå inde for de næste dage ikke super gode. Måske sidder du nu og tænker, at det da er ingenting, og at du har prøvet noget, der er langt værre, men faktum er, at det har jeg ikke. Jeg har aldrig været sådan rigtig syg, og jo jeg har da brækket en arm før, men da var det jo kun den ene arm, der var ude af drift - her snakker vi altså begge mine fødder... Men man lærer en hel del om sig selv, når man ligger ganske hjælpeløs med alt tid i verden. Jeg har fundet ud af, at jeg er ualmindelig dårlig til at bede andre om hjælp. Jeg gør gerne alt selv, hvis jeg kan komme til det, så noget så simpelt som ikke at kunne hente et glas vand, fordi man ikke kan stå på sine ben, det har været ret forfærdeligt for mig. Faktisk har det i den her weekend været så slemt, at jeg hellere ville gå på mine fødder velvidende, at det gjorde ekstremt ondt, end at bede A. om at hente mere til mig. Han er jo selvfølgelig ikke enig i min tankegang, så hver gang, jeg har forsøgt at bevæge mig op, har jeg fået besked på, at jeg godt kan smutte tilbage i seng. Og havde jeg ikke ham, så er jeg da også sikker på, at jeg havde gjort min situation meget værre end den allerede er ved at bruge mine fødder. Jeg er bare ekstremt dårlig til at give slip og lade andre styre showet. Det er så fjernt for mig, men måske netop derfor er det også rigtig godt, at jeg bliver tvunget ud i netop dette - at give slip. Jeg skal gerne have kontrol over alle situationer, hvilket også betyder, at jeg er meget perfektionistisk. Det, at jeg er perfektionistisk, oplever jeg ofte som en rigtig positiv ting i forbindelse med mit arbejds- og uddannelsesliv, men ellers kan det til tider være ret belastende ikke at have lyst til, at andre tager styringen. Det er jo nok mest min kæreste, der oplever det i dagligdagen, men han er heldigvis rigtig god til at fortælle mig, når han har brug for at komme til - og så får han helt bestemt også lov til det. Nu skal det ikke forstås sådan, at jeg er total uptight og ude af stand til at lade andre blive hørt - sådan er det bestemt ikke. Jeg kan sagtens lade andre komme til, måske netop fordi, jeg er så bevidst om min egen situation, at jeg også godt ved, at det er man nødt til. Derfor er jeg også nødt til at lære, at det er okay at bede om andres hjælp, når man har behov for det. Og med to fødder, der ikke kan tåle at blive trådt på, så er jeg jo altså rimelig meget afhængig af andres hjælp lige i øjeblikket. Jeg lærer det på den hårde måde og det er nok også sådan, at tingene virker bedst for mig. Men kryds lige fingre for, at jeg er oppe og gå inden weekenden.... Knus