One pot pasta i cremet tomatsauce med grøntsager og chorizo

one pot pastaEr du til nemme hverdagsretter? One pot pasta smager vidunderligt og er helt sikkert en af de nemmeste retter, jeg kender. Det tager selvfølgelig lidt tid at snitte, rive og rengøre alle ingredienserne, men når det er gjort, så er det lynhurtigt at mikse sammen. Og så smager retten virkelig enormt dejligt, fordi alle ingredienserne tager smag fra hinanden. Der findes rigtig mange opskrifter på one pot pasta med netop chorizo, og det vælger jeg altså også altid at bruge i min version, fordi det ikke tager skade af at blive kogt sammen med de andre ingredienser - det er dog vigtigt, synes jeg, at du vælger en god chorizo - jeg bruger en økologisk version, der er lavet på frilandsgris. Foruden chorizoen, så er retten smækfyldt med grøntsager i den lækreste, cremede tomatsauce; virkelig en af yndlingsretterne hjemme hos os.

One pot pasta med grøntsager og chorizo

Forberedelsestid: 30 min. Antal: 4 personer
  • 2 gulerødder, fintrevet
  • 1 squash, fintrevet
  • 1 stort løg, finthakket
  • 2 hvidløg, finthakket
  • 1 bladselleri, fintrevet
  • 100 g. hakket chorizo - jeg brugte en med jalapenos
  • 50 g. cherrytomater, finthakket
  • 1/2 aubergine, fintrevet
  • 500 g. hakket tomat i karton el. dåse
  • 1 spsk. soltørrede tomater, finthakket
  • 5 dl. vand
  • 1 dl. madlavningsfløde
  • 2 spsk. tomatpuré
  • 1 tsk. oregano
  • 1 tsk. basilikum
  • 1 håndfuld frisk basilikum
  • 400 g. fuldkorns spaghetti
  • 1 spsk. olivenolie
  • 1 tsk. salt (smag til med salt og peber)

Fremgangsmåde

  1. Rengør, riv og snit alle ingredienserne som anvist ovenfor
  2. Kom dernæst hele ingredienslisten i en gryde og lad det koge op.
  3. Når retten koger skruer du lidt ned for blusset - lad det nu simre i ca. 15-20 min. eller til pastaen er mør. Rør i retten regelmæssigt, så den ikke brænder fast til bunden.
  4. Smag din one pot pasta til med salt og peber og server retten med revet parmesan
Hvis du ligesom jeg er ret glad for nemme hverdagsretter, så er denne bagte pasta med kylling og grøntsager måske også noget for dig? Du kan også finde flere lækre og nemme hverdagsopskrifter lige her. one pot pasta one pot pasta