Gullasch med kartoffelmos: skøn og nem simremad

img_6089Det her ''sommervejr'' har virkelig ikke vist sig fra sin pæne side, og i søndags stod det virkelig ned med regn og var i det hele taget trist og gråt hele dagen. Derfor var det eneste, jeg havde lyst til, en stor og dejlig portion gullasch med kartoffelmos, som virkelig er en af mine absolutte favoritter. Derudover gjorde jeg rent og vaskede tøj hele dagen (med hjælp fra A. selvfølgelig), og da retten gerne må stå i små to timer og simre, var den altså helt perfekt, fordi den passer sig selv, så jeg kunne få lavet en masse praktisk. Og så smager gullasch med kartoffelmos altså virkelig vidunderligt og kan i min optik spises hele året!

Gullasch med kartoffelmos

Forberedelsestid: 2,5 time Antal: 4. personer
  • 1 spsk. olie eller smør til stegning
  • 2 løg skåret i fine tern
  • 4 gulerødder skåret i fine skiver
  • 550g. skært oksekød i mundrette tern (ofte kan man købe gullaschkød færdigpakket i supermarkederne)
  • 1 dåse tomatpure
  • 3 laurbærblade
  • 1 spsk. paprika
  • 1 l. oksefond
  • Salt og peber
  • 2 spsk. mel

Kartoffelmos

  • 1 kg. kartofler
  • 2 dl. lun mælk
  • 2 spsk. smør
  • Smag til med  salt

Fremgangsmåde - gullasch

  1. Skær oksekødet ud i ca. 2x2 cm. tern, hvis du ikke har købt det færdigskåret
  2. Snit løg og gulerødder som angivet ovenfor
  3. I en gryde varmer du olie eller smelter noget smør
  4. Brun så oksekødet af
  5. Når kødet er brunet af kommer du det i en lille skål
  6. Kom derefter løg op i gryden og lad dem stege til de er blanke - de skal ikke tage farve
  7. Derefter kommer du paprika og tomatpure derop - det må gerne lige stege med i to minutter under omrøring
  8. Kom så gulerødder, laurbærblade og oksefond derop - fonden skal dække kød og grøntsager
  9. Kom låg på og lad det hele simre i 2 timer.
  10. Når der er gået 2 timer laver du en meljævning af 2 spsk. mel og lidt vand, som du ryster sammen i en melryster el. lign.
  11. Sørg for, at der ikke er nogle klumper i meljævningen og hæld den så i sovsen - hæld den i lidt ad gangen. Du behøver ikke hælde det hele i sovsen - prøv dig frem til den har den konsistens, du bedst kan lide
  12. Rør rundt og lad det hele koge op endnu engang i nogle minutter, så melsmagen forsvinder
  13. Smag retten til med salt og peber og serverer den med kartoffelmos og persille drysset på toppen

Fremgangsmåde - kartoffelmos

  1. Når sovsen har simret i ca.1,5 time sætter du kartoflerne over til mos
  2. Skræl, skyl og skær kartofler i mindre stykker
  3. Kom dem i en gryde og fyld den med vand, så det dækker kartoflerne
  4. Kom IKKE salt derned
  5. Kom så låg på og lad det koge til kartoflerne er møre
  6. Når kartoflerne er færdige tager du dem af varmen og luner mælken - evt. i en mikroovn eller lille gryde
  7. Kom smør ned til kartoflerne og mos dem fine med et piskeris eller en kartoffelmoser - hæld mælken i lidt ad gangen mens du gør det
  8. Når kartoffelmosen har den rette konsistens, smager du den til med salt og så er den klar til servering
Du kan finde flere opskrifter på nem og lækker aftensmad lige her. img_6082