Rugbrødsmüsli med tørret bær og nødder

Få dage til termin, snydeveer og alt for meget væske i kroppen

terminJeg har fået rigtig mange beskeder og bekymrede mails, fordi jeg har været ret stille både herinde og på Instagram den sidste tid, så jeg ville lige tjekke ind og fortælle, hvordan ventetiden går. For nej – den lille, stædige dame er ikke kommet endnu til trods for, at hendes forældre (og især jeg) er meget utålmodige.

Der er nu kun få dage til termin og jeg har hver dag de sidste to uger gået med en fornemmelse af, at nu må det da være nu, at hun vil komme ud til os. Men næ nej… Jeg har haft meget ondt og fået en del “snyde veer”, som faktisk er nået at blive forholdsvis regelmæssige, hvorefter de er stoppet fra det ene øjeblik til det andet. Derudover er min krop fyldt op med væske, så jeg er begyndt at låne strømper og t-shirts af A., fordi jeg simpelthen ikke kan være i noget som helst tøj mere. Jeg føler mig som en kæmpe ballon, der kan springe når som helst. Men ud fra, hvad jeg har hørt fra andre gravide, så er den sidste tid op til og efter termin bare noget, man skal have overstået. Heldigvis synes jeg, at tiden er gået ret stærkt sådan generelt her i graviditeten. Jeg husker det som i går, at jeg opdagede, at vi skulle være forældre (hvilket du kan læse mere om lige her).

At gå over tid
Jeg frygter virkelig at gå over tid – ikke så meget på grund af den ekstra ventetid, men mere fordi, jeg virkelig ikke ønsker at blive sat kunstigt i gang. Så vi har forsøgt at fremskynde den naturlige fødsel en smule herhjemme ved at prøve en masse alternative metoder, som muligvis kan have en gavnlig effekt. Jeg har i 2 uger drukket hindbærblade-te, hvilket jeg har læst skulle være medvirkende til at modne sagerne – hvis man altså tror på den slags. Personligt ved jeg ikke, hvad jeg skal tro om lige netop den te, men den smager dejligt, så hvis den kan virke har jeg intet problem med at drikke den – dog har jeg ikke oplevet den store effekt. Derudover fik jeg noget zoneterapi i starten af ugen, som også skulle hjælpe tingene på vej. Jeg har læst mig frem til, at man ved hjælp af zoneterapi ikke kan sætte en fødsel i gang, som ikke allerede er undervejs, så på den måde synes jeg, det var et fint forsøg, hvis det så kunne hjælpe lidt. Efter zoneterapi havde jeg en hel del plukkeveer, men desværre ikke noget, der blev til fødsel. Så vi venter endnu i spænding og håber, at hun snart kommer ud. Derudover har vores jordemoder anbefalet os at lave rebozoøvelser, så det får vi også tiden til at gå med.

Selvom jeg bestemt ikke ønsker en kunstig igangsættelse, så er min krop også så belastet af graviditeten nu, at min læge vil sætte mig i gang, når jeg er 41+0, hvis der altså ikke er sket noget inden. Og selvom jeg selvfølgelig ønsker, at det hele bare går i gang af sig selv, så synes jeg også, at det er rart at vide, at der trods alt er hjælp at hente, og at jeg ikke skal gå unødvendig lang tid, hvis fødslen trækker endnu mere ud.

Planen er nu, at jeg vil give zoneterapi endnu en chance, og så forsøger vi ellers at nyde hinanden, slappe af og komme helt ned i gear, så vi er klar, når babypigen forhåbentligt melder sin ankomst inden alt for mange dage. Og I kan være helt forvisset om, at jeg nok skal sige til, når hun er ude hos os. 😉

8 kommentarer

  • Maria

    Hej Simone,
    Åh jeg kender det selv alt for godt. Har født for 17 dage siden og ventetiden var simpelthen det værste! Jeg gik også i 2,5 uge og var stensikker på at nu måtte det være dagen.
    Jeg prøvede akupunktur samt hindeløsning ved en privat praktiserende jordemoder (fordi jeg også virkelig ikke ville sættes igang medicinsk) og det virkede! Jeg havde en tid 15.30, og dagen efter kl 10.40 var vores lille prinsesse født. Det kan virkelig anbefales – og der er ingen gener eller smerter forbundet med det ☺️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Krydser fingre for at hun snart kommer! 🤞 Ventetiden må virkelig være hård

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Simone Thrane Nielsen

      Tak, Freja! Ja det er vildt, at de sidste få uger og dage kan være så meget hårdere end alle de andre måneder tilsammen.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sissel

    Kan også anbefale akupunktur 🙂 fik det lavet da jeg var 40+5 sammen med en hindeløsning. Var 2. gangsfødende og fødte samme dag 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Simone Thrane Nielsen

      Der er bare ingen i Odense, der tilbyder det specifikt til igangsættelse – af hvad jeg har kunne se, desværre. 🙁
      Jeg får også lavet hindeløsning torsdag, hvis der ikke er sket noget inden, så jeg håber, det måske kan hjælpe.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Hvad jeg virkelig vil anbefale er akupunktur. Jeg havde bækkenløsning, alt for meget vand i kroppen og graviditetssukkersyge, og derfor ville jeg blive sat igang senest på terminsdatoen. Akupunktur hjalp på vandet i kroppen og bækkenløsningen, og jeg fik tilmed også modningsakupunktur. Det resulterede i, at jeg fødte min elskede søn 5 dage før termin, og slet ikke var så mærket af graviditeten, både før og efter 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Simone Thrane Nielsen

      Hvor mange gange fik du akupunktur?
      Jeg har nemlig overvejet det, men jeg kan ikke finde nogle steder i Odense, der tilbyder det til modning af fødslen desværre. 🙁

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Hvad jeg virkelig vil anbefale er akupunktur. Jeg havde bækkenløsning, alt for meget vand i kroppen og graviditetssukkersyge, og derfor ville jeg blive sat igang senest på terminsdatoen. Akupunktur hjalp på vandet i kroppen og bækkenløsningen, og jeg fik tilmed også modningsakupunktur. Det resulted i, at jeg fødte min elskede søn 5 dage før termin, og slet ikke var så mærket af graviditeten, både før og efter 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Rugbrødsmüsli med tørret bær og nødder