Klassiske frikadeller - sådan får du de mest saftige og lækre af slagsen

Fastelavnsboller med creme, marcipan og chokoladeglasur

fastelavnsboller med cremeFastelavnsboller med creme er noget af det bedste, jeg ved. I den her lækre bolle er der ydermere tilføjet lidt marcipan, som jeg er helt vild med. Jeg opdagede, at jeg simpelthen ikke har en helt simpel opskrift på en gammeldags fastelavnsbolle med creme herinde til jer, så det måtte jeg lige få lavet om på i en fart. Nu har jeg jo som sagt tilføjet marcipan til den her fastelavnsbolle, men hvis man ikke er til marcipan, så kan man bare undlade at komme det i sin fastelavnsbolle og nøjes med vaniljecremen – jeg synes, det smager dejligt, men det er jo en smagssag.

På bloggen er der allerede to skønne opskrifter på fastelavnsboller. Den ene er denne lækre og mere syrlige fastelavnsbolle med citroncreme og nougat, mens den anden er endnu en gammeldags klassiker med chokoladecreme (den er virkelig også god!).

TIP: Hvis du er mere tålmodig end jeg er, kan du sagtens langtidshæve dejen. I så fald bruger du blot 25 g. gær i stedet for de 50 g. og stiller dejen til hævning natten over i køleskabet – ellers er procedurerne helt de samme. Langtidshævningen tilføjer lidt mere luft til fastelavnsbollerne, som derved bliver lidt mindre tætte i strukturen.

Fastelavnsboller med creme, marcipan og chokoladeglasur

Antal: ca. 12 stk.

Tid: ca. 2 timer

Gærdej

  • 50 g. gær
  • 100 g. smeltet smør
  • 2 dl. letmælk
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 1/2 tsk. kardemomme
  • 2 spsk. sukker
  • 1/2 tsk. salt
  • 2 æg
  • ca. 500 g. hvedemel
  • 1 æg til pensling

Vaniljecreme

  • 1 vaniljestang
  • 50 g. sukker
  • 3 æggeblommer
  • 1 dl. fløde
  • 2 dl. mælk (jeg bruger letmælk)
  • 25 g. maizena

Andet fyld

  • 50 g. ren rå marcipan

Chokoladeglasur

  • 100 g. mørk chokolade 70%
  • 1 tsk. smør
  • 1 tsk. flormelis

Pynt

  • Krymmel, frysetørret hindbær/jordbær, skovsyre eller lignende

Fremgangsmåde

Vaniljecreme

  1. Del vaniljestangen i to og skrab kornene ud – mas dem i en smule af sukkeret og kom korn plus vaniljestang i en lille gryde.
  2. Rør maizena ud i mælken i en lille skål og tilsæt så det plus resten af ingredienserne i gryden.
  3. Varm vaniljecremen op under lav varme med konstant omrøring til den tykner – dette tager altså små 10 min. ca. så her skal du have tålmodighed. Det vigtigste er, at du ikke stopper med at røre i cremen.
  4. Når vaniljecremen tykner og begynder at boble skal du røre godt til, mens du lader den blive på varmen i ca. 2 min. mere så vi sikrer os, at der ikke er nogen smag af maizena tilbage.
  5. Kom den nu færdige vaniljecreme i en skål og stil den på køl med husholdningsfilm, som du lægger helt ned til vaniljecremens overflade, så der ikke kommer kondens på den. Herefter laver du gærdeje og så passer det med, at vaniljecremen er kold, når fastelavnsbollerne skal samles.

TIP: Du kommer til at have vaniljecreme tilbage efter du har samlet dine fastelavnsboller med creme, men det skal du bestemt ikke være ked af! Du kan eventuelt vende den sammen med letpisket flødeskum til en konditorcreme. Den vender du så sammen med en masse hakket frugter og bær plus pynter med mørk chokolade og så er der lækker, lækker frugtsalat i topklasse.

Gærdej

  1. Smuldre gær i en skål – jeg bruger en røremaskine, men du kan sagtens lave dejen i en almindelig skål og ælte den i hånden
  2. Varm mælk og smør til smørret er smeltet og mælken er lun – hæld det over gæret og opløs det heri
  3. Tilsæt æg, kardemomme, sukker, vaniljesukker og salt – rør det godt sammen
  4. Kom melet i dejen og ælt det hele godt sammen i et par minutter til du har en lind og elastisk dej – hvis du ælter på køkkenbordet skal du muligvis lige tilføje lidt mere mel, så dejen ikke klistrer så let til bordpladen. Dejen skal være luftig, elastisk og blød – bestemt ikke tør så vær varsom med melet
  5. Når dejen er æltet færdig stiller du den til hævning 1 time i en skål med husholdningsfilm og et viskestykke over (hvis du langtidshæver dejen stilles den i køleskabet natten over).
  6. Efter en time vendes dejen ud på et meldrysset bord (hvis du langtidshæver din dej, må du gerne lige laden den stå 1 time ved stuetemperatur, inden du vender den ud på køkkenbordet). Rul dejen ud så den ca. har 1/2 cm. tykkelse og skær den ud i 12 lige store firkanter.
  7. Læg 1 spsk. vaniljecreme og en lille kugle marcipan (hvis du vil have marcipan i) i midten af hver firkant.
  8. Fold hjørnerne på hver dejfirkant ind over cremen så de overlapper hinanden og du får en lille pakke. Tryk så de fire sammenfoldninger godt sammen, så fyldet ikke løber ud under bagning.
  9. Form dejpakkerne til fastelavnsboller – dette gøres forsigtigt, så du ikke trykker fyldet ud. Læg dejen med sammenfoldningen nedad på en bageplade beklædt med bagepapir og lad dem efterhæve i 30 min.
  10. Tænd ovnen på 200º alm. ovn, pensl bollerne med et sammenpisket æg og bag dem i ca. 12-15 minutter til de er gyldne – lad dem herefter køle af på en rist. Jeg fik faktisk ikke penslet mine fastelavnsboller med æg, da jeg var løbet tør midt i bagningen. Det er ikke en nødvendighed, men det giver en smuk, blank overflade.

Chokoladeglasur

  1. Hak chokoladen og smelt den over vandbad. Rør smør og flormelis heri så det bliver en jævn glasur. Kom en klat glasur på dine fastelavnsboller med creme og marcipan og drys med enten krymmel, frysetørret bær, skovsyre eller noget helt tredje – du kan selvfølgelig også bare lade dem være som de er – det bliver de i hvert fald ikke dårligere af. 😉

Hvis du laver mine opskrifter og vil blære dig med resultat på Instagram, så tag mig endelig eller brug hashtagget simonethranenielsen! Jeg elsker at se, hvordan I bruger opskrifterne i jeres eget køkken og det giver virkelig en lyst til at lave endnu mere lækkert indhold til jer. Du finder mig på Instagram under navnet Simonethranenielsen.dk eller via linket her

fastelavnsboller med creme fastelavnsboller med creme

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Klassiske frikadeller - sådan får du de mest saftige og lækre af slagsen