Squashpasta med persillepesto og kylling

Lidt om min påskeferie, et speciale, der tager pusten fra mig og gode nyheder

img_6038

Jeg sprøjter ikke opskrifter ud af ærmet i øjeblikket. Til gengæld drikker jeg rigeligt med kakao, spiser lidt for mange påskeæg og bander over mit speciale. Det er sådan set indbegrebet af min påskeferie. Det undrer mig virkelig, hvordan det kan komme sådan bag på mig, at det der speciale ikke bare skriver sig selv. Jeg er normalt hurtig på tasterne, får ting ordnet og kan se fremskridt på ingen tid, men når det kommer til den her opgave, så har den virkelig taget pusten fra mig.

Det der med at transskribere interviews, det er jo en forfærdelig opgave. Som i helt og aldeles. Og så tager det en krig. Jeg havde en forestilling om, at jeg skulle være færdig med at indsamle og behandle data i starten af marts. Ha! Hvad tænkte jeg dog på. Nu sidder jeg her i slutningen af marts og kan endelig se en ende på behandlingen af de data. Og jeg er sikker på, at jeg langt fra er den eneste, der måske har haft et lidt naivt forhold til det at skrive et speciale. For det er virkelig omfattende. Hatten af for alle jer, der allerede har stået det her igennem! Foruden, at alt med det speciale bare tager længere tid end forventet, så er vejret heller ikke ligefrem noget, der bidrager til det positive humør. Men idet mindste legitimerer sneen mit overforbrug af kakao.

En anden ting, der kommer bag på mig ved det her specialeskriveri, er den konstante dårlige samvittighed. Jeg har hele tiden en følelse af, at jeg burde skrive på mit speciale (eller transskribere interviews). Det er næsten uanset, hvad jeg foretager mig. Så jeg forsøger virkelig at slå tanken væk og sige til mig selv, at det er helt normalt, at jeg ikke er bagud og at det hele nok skal blive rigtig fint, men det er lidt svært, når den der urealistiske tidsplan, der blev lagt inden specialeskriveriet begyndte, den er faldet fuldstændig fra hinanden.

Nå, men alt er heller ikke bare negativt her i speciale-land. Det begynder endelig at tage form og ligne en opgave, og så har jeg også en dejlig nyhed, jeg forhåbentligt snart kan dele med jer. Og nej, jeg er ikke gravid – lad os lige slå det fast. 😉

Rigtig god påske til jer, kære læsere. Jeg har en masse opskrifter klar til jer inden længe. Og så er det jo også altid dejligt, hvis I kommer med ønsker til indlæg eller opskrifter – det må man ALTID gerne! Send mig evt. en mail på kontakt@simonethranenielsen.dk eller skriv dit ønske i en kommentar nedenfor.

Jeg satser desuden også på at bage de her surdejsboller i min påskeferie, og de skal helt sikkert smøres med et tykt lag af hjemmelavet nutella!

Igen, rigtig god påske.

Knus S.

   

4 kommentarer

  • Sofie

    Det er totalt normalt, det du oplever – Jeg, og de fleste af dem jeg kender, har i hvert fald oplevet præcis det og den evigt dårlige samvittighed! Bare husk dig selv på, at de dage, du ikke får lavet noget, så er det altså helt okay, og ros dig selv lidt ekstra de dage, du får lavet noget. You can do this 💪

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Simone Thrane Nielsen

      Ja det skal nok gå. Det er bare en sej kamp, som vi også snakkede om i går.. Tak for dejligt selskab <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kender følelsen af den dårlige samvittighed, men man må huske på der også er andre vigtige ting! Jeg synes du er sej – god skrivelyst, og ikke mindst påske <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Simone Thrane Nielsen

      Tusind tak, søde du <3 Jeg håber også, at du havde en dejlig påske. Var du på Samsø mens det strømmede ind med avocado og bananer? 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Squashpasta med persillepesto og kylling