Min jul og lidt om vores juletraditioner

Moussekage med mælkechokolade, hasselnødder og skovbær

moussekage

Den her smukke moussekage serverede jeg til A’s fødselsdags i lørdags. Kagen smager for lækkert – som i helt fantastisk godt. Derudover er den hamrende nem at lave. Jeg biksede kagen sammen dagen i forvejen, så jeg blot skulle pynte den om morgenen, hvor vi fik gæster til brunch; på den måde var der ingen stresse, men samtidig en ret så imponerende kage. Læs opskriften grundigt, inden du går i gang, så du har forstået de mange trin – der er nemlig lige lidt at være opmærksom på, men når det er sagt, så er sværhedsgraden forholdsvis let.

Jeg forestiller mig også, at den her moussekage ville være en fantastisk kage at servere til nytår, hvis man bliver mange mennesker. Så ville jeg nok bare gå endnu mere amok med pynten – evt. med chokoladeringe, serpentiner eller de her sjove champagnelys!

Moussekage med mælkechokolade, hasselnødder og skovbær

Forberedelsestid: min. 4,5 time – lav den gerne dagen inden servering.

Antal: 8-10 personer.

Chokoladebund med hasselnødder

  • 100 g. rørsukker
  • 3 store æggeblommer
  • 100 g. smør
  • 100 g. mørk chokolade
  • 50 g. hasselnødder, groft hakket

Bærcreme

  • 200 g. skovbær fra frost
  • 2 blade husblas
  • 80 g. rørsukker
  • Saften fra 1 citron
  • 1 tsk. majsstivelse
  • 1 spsk. vand
  • 2 æggeblommer
  • 2 æg
  • 25 g. koldt smør skåret i tern
  • 1 dl. piskefløde – pisket til fint skum

Skovbærmousse

  • 2 blade husblas
  • 100 g. skovbær fra frost
  • 65 g. rørsukker
  • 1 lille økologisk citron, skallen herfra
  • 2 dl. piskefløde

Mælkechokolademousse med hasselnødder

  • 5 blade husblas
  • 2 æggeblommer – jeg bruger ikke past. æg, men det bestemmer du jo selv
  • 150 g. mælkechokolade
  • 55 g. rørsukker
  • 1 håndfuld hasselnødder, finthakket
  • 5 dl. piskefløde

Pynt

Fremgangsmåde

Chokoladebund med hasselnødder

  1. Pisk sukker og æg sammen til en helt fin, luftig og hvid æggesnaps.
  2. Hak chokolade og smelt sammen med smør ved lav varme – vend det forsigtigt sammen med æggesnapsen – brug en dejskraber. Beklæd en springform med bagepapir på bunden af formen og fordel så dejen heri. Drys med de hakkede hasselnødder og bag chokoladebunden i en forvarmet ovn ved 170º varmluft i ca. 20-30 min. Hold øje med bunden undervejs – den skal være bagt, men bestemt ikke tør – stik evt. i den for at se efter.
  3. Lad den færdige chokoladebund køle af i formen. Når den er afkølet skæres kagen fri fra formen i kanten med en skarp kniv. Rengør formen og beklæd den med kageplast rundt i kanten langs siden. Kom bunden tilbage i formen.

Bærcreme

  1. Udblød husblassen i koldt vand i ca. 20 min. – vandet skal dække husblassen.
  2. Kog bær, sukker og citronsaft op til sukkeret er opløst – tag det af varmen og mos det med en gaffel, så alle bærrene er godt mast ud i massen.
  3. Rør majsstivelse ud i vand til en ensartet masse – rør det sammen med æggeblommer og alm. æg.
  4. Sæt gryden tilbage på varmen og hæld majsstivelse/æggemassen derned i en tynd stråle under konstant omrøring – samtidig med, at du bliver ved med at piske, skal cremen nu langsomt varme op, så den tykner – det tager lidt tid og du skal nok skifte arm undervejs… Når cremen er så varm, at den koger, skal den lige koge et minuts tid under omrøring – herefter tages den af varmen og køler af i ca. 5 min. Rør så smør i cremen og slutteligt den afdryppede husblas.
  5. Pisk så fløden til fint skum og bland først 1 spsk. af cremen ned i flødeskummet – kom derefter den resterende del ned i cremen og vend det forsigtigt sammen.
  6. Fordel cremen på chokoladebunden og glat overfladen – bank formen lidt ned i bordet, så du undgår luftbobler.
  7. Stil kagen på køl til cremen har sat sig – ca. 1 time.

Skovbærmousse

  1. Udblød igen husblas i rigeligt med koldt vand.
  2. Kog skovbær, sukker og citronskal op og lad det koge i ca. 10 min.
  3. Blend det hele til en ensartet masse med en stavblender – kom så den afdryppede husblas i den varme masse og rør sammen – stil det til afkøling, så det kan blive lunt.
  4. I mellemtiden pisker du fløden til skum – når skovbærmassen en lun blander du et par skefulde af flødeskummet sammen den lune skovbærmos – gøres forsigtigt med en dejskraber. Vend derefter halvdelen af flødeskummet i og bland slutteligt det hele sammen med – fortsat med forsigtig hånd.
  5. Fordel skovbærmoussen på kagen og stil den på køl til moussen har sat sig – ca. 1 time igen.

Mælkechokolademousse med hasselnødder

  1. Udblød igen husblas i koldt vand
  2. Pisk æggeblommer sammen med rørsukker til en luftig æggesnaps.
  3. Hak chokolade og hasselnødder groft og smelt chokoladen ved konstant omrøring i en lille gryde ved meget lav varme, så den ikke brænder på eller bliver for varm
  4. Vend forsigtigt den smeltede chokolade sammen med æggesnapsen.
  5. Pisk fløde til let skum, vrid husblassen for vand og smelt den i en lille gryde ved lav varme. Når den er flydende tilsættes 2 spsk. flødeskum, der røres ud i husblassen. Tilsæt så husblas/flødeblandingen i en tynd stråle til chokoladen/æggesnapsen og vend det med forsigtig hånd sammen med en dejskraber. Kom så halvdelen af flødeskummet i massen og vend det sammen – når det er gjort vendes den sidste halvdel i. Kom så de meget finthakkede nødder i chokolademoussen og vend det meget forsigtigt sammen.
  6. Fordel chokolademoussen på kagen, der nu gerne skulle have sat sig og stil den tilbage på køl i min. 2 timer til den har sat sig – gerne til dagen efter.
  7. Når din moussekage har sat sig skubber du den forsigtigt hen på et serveringsfad. Pynt den med med friske bær og spiseligt glimmerstøv, der giver den smukkeste effekt! Glimmerstøvet kan du blot drysse på med en fin, lille pensel, der selvfølgelig ikke har været brugt til maling.

Find flere opskrifter på lækre og søde sager – der er også en del sundere udgaver imellem.

moussekage

   

2 kommentarer

  • DEN ser SÅ god ud! Hvis ikke det var fordi jeg havde bestilt nytårsmenu, så havde jeg lavet den der!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Simone Thrane Nielsen

      Tusind tak, søde! Den sad altså også lige i skabet, hvis jeg da selv skal sige det 😀 Hvad skal I spise til nytår?

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Min jul og lidt om vores juletraditioner