Hasselnøddesmør: perfekt på grød, skyr og chiabudding

Bagte rodfrugter med timian og honning

bagte rodfrugter

Vi spiser rigtig mange rodfrugter hjemme hos os i øjeblikket og det smager skønt i alle slags afskygninger. Især denne version med bagte rodfrugter er virkelig et hit. Jeg bruger bare lige, hvad vi har hjemme, og hvad der er tilgængeligt i supermarkedet, og derfor kan du altså også sagtens variere blandingen, ligesom du også kan tage den noget nemmere og billigere version og købe en pakke rodfrugtblanding, som næsten altid er at finde i supermarkedet. Jeg vil dog gerne lige slå et slag for bolchebeder, der jo bare er enormt smukke! De smager ikke mere interessant end andre rodfrugter, men ej hvor de pynter i maden. Alene af den grund køber jeg dem altid, hvis jeg kan komme i nærheden af dem!

Jeg serverede en god bøf til de bagte rodfrugter, men de her sunde kyllingenuggets eller de her kyllingefrikadeller vil altså også være helt perfekte til. Og er du typen (ligesom mig), der er ret glad for dressinger og andet dyppelse, så vil jeg anbefale dig at servere den her dressing til – den er lige i skabet, kan serveres til det meste, og så har du helt sikkert allerede de fleste af ingredienserne i køkkenet.

Bagte rodfrugter med timian og honning

Forberedelsestid: 1 time.

Antal: 4-6 personer

  • 5 store kartofler
  • 5 store gulerødder
  • 4 pastinakker
  • 1 stort rødløg
  • 5 bolchebeder el. almindelige rødbeder
  • 1/2 bundt frisk timian, finthaket el. 1 spsk. tørret timian
  • 1 spsk. flydende honning
  • 1 spsk. æblecidereddike (kan undlades)
  • 1 spsk. olivenolie
  • Salt

Fremgangsmåde

  1. Rens, skræl og skær alle grøntsagerne ud i passende stykker
  2. Kom grøntsagerne i en stor pose sammen med olivenolie, salt efter behov, timian, æblecidereddike og honning
  3. Masser blandingen godt sammen i posen, så alle grøntsagerne får marinade på sig
  4. Kom det hele i et ildfast fad og bag det i en forvarmet ovn ved 200º alm. ovn i ca. 40 min. eller til grøntsagerne er møre – sørg for at røre i dem undervejs

bagte rodfrugter

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hasselnøddesmør: perfekt på grød, skyr og chiabudding