Kartoffelsalat på den sunde måde

10 ting, du ikke vidste om mig

10 ting, du ikke vidste om mig

Det vidste du ikke om mig….

Jeg har efterhånden fået en del beskeder, hvori der stod, at jeg gerne må dele lidt flere personlige ting, så nu tænkte jeg, at det skulle være. Bloggen her er jo ret sparsom med informationer omkring, hvem jeg er, og det er egentligt ikke fordi, I ikke hjertens gerne må vide noget mere om mig – jeg troede ærlig talt bare ikke, at det var interessant (typen der lever et lidt for gennemsnitligt liv). Er du ikke en af dem, der gider læse om mig, men blot er her for den lækre mad, så se bort fra dette blogpost. 😉

Jeg tænker at lave den traditionelle ”10 ting, du ikke vidste om mig”, og så må I spørge, hvis der er andet, I gerne vil vide.

”10 ting, du ikke vidste om mig”

  1. Jeg ELSKER semikolon. Seriøst, hvis der kan sættes et semikolon, så gør jeg det. Jeg har endda overvejet at få tatoveret et semikolon op til flere gange.

  • Apropos tatoveringer, så har jeg tre af slagsen. Jeg fik den første, da jeg var 16. Det resulterede i en rigtig dårlig hjemmetatovering, som så senere er blevet lavet om. Og nej, det var ikke velovervejet og min mor talte knap til mig i en uge. I samme ombæring vil jeg lige nævne, at jeg bestemt ikke kan anbefale nogle at få lavet tatoveringer hos andet end en dygtig og professionel tatovør – og vent nu lige, til du er 18 år.

  • Jeg hader majs. Smagen af majs er alt for sød, hvis du spørger mig. Derudover kan jeg ikke helt klare tanken om, at de små gule sataner kommer hele ud igen, hvis du forstår, hvad jeg mener… Jeg er paradoksalt nok ellevild med popcorn – men de smager jo heller ikke rigtigt af majs. 😉

  • Jeg har en tvillingebror. Okay, den her vidste du måske godt. Han hedder faktisk også Alexander, som min kære kæreste. Og ja, det er rimelig forvirrende og upraktisk til tider, at de har samme navn, da mine veninder kan have lidt svært ved at skelne mellem, hvem af de to, jeg taler om – andre gange er de dog heldigvis ikke i tvivl…

  • Vi har aldrig slik eller andet sødt hjemme hos os, fordi jeg ville se helt anderledes ud, hvis vi havde. Jeg er nemlig en værre slikmund, og kan derfor slet ikke styre mig, hvis vi har det i hjemmet. Derfor har vi (læs jeg) lavet den regel, at vi kun køber det engang imellem, når lejligheden byder sig.

  • Jeg hader uld; det kradser og er jo bare ikke rart.

  • Jeg elsker at arbejde! I min optik er det mega fedt at gå på arbejde. Jeg er vild med at dygtiggøre mig, have kollegaer og tjene mine egne penge. Det har jeg altid været, hvilket til tider har resulteret i næsten intet fritid, men det har aldrig været et problem for mig.

  • Jeg er vild med at lave kryds og tværs, hvilket jo nok kommer sig af, at jeg er ret glad for ord.

  • Jeg er en sucker for romantik og elsker pladderromantiske komedier  –  ”The Notebook” er min ultimative favorit!

  • Det spørgsmål, jeg er blevet stillet aller mest i mit liv, er, hvor jeg kommer fra. Jeg kan godt selv se, at mine brune øjne og mørke hår ikke ligefrem skriger danskhed, hvilket meget ofre har fået folk til at spørge, hvilken etnicitet, jeg har. Jeg må dog skuffe med det kedelige svar, at jeg ikke ved det, da de af mine bedsteforældre, som er mørke, ikke selv kendte deres rødder.

Jeg håber, at du med ”10 ting, du ikke vidste om mig”, er blevet lidt klogere på, hvem er jeg. I tog desuden meget godt imod mit indlæg, hvori jeg delte lidt ”små glimt” fra vores ferie, så der kommer helt sikkert flere af den slags på bloggen. Hvis du endnu ikke har læst det, kan du finde det her.

   

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kartoffelsalat på den sunde måde