Vietnamesiske friske forårsruller med peanutbutter-dip

Kanelsnurrer – den bedste opskrift i en sundere udgave

Dette indlæg indeholder affiliate links.

De her sundere kanelsnurrer er uden tvivl noget af det bedste bagværk, jeg har lavet. De smager sindssygt godt, og så ser de jo også bare mega lækre ud. Derudover har jeg tilsat fuldkorn i form af grahamsmel og erstattet sukker med Perfect Sød fra Easis, så den lige er blevet lidt mere slankevenlig – men det er stadig ikke sundt at spise fem af dem her, så alt med måde. Nå, men fremgangsmåden er ret lang, så jeg vil spare jer for mere skrift fra mig i denne omgang og bare hoppe direkte til opskriften!

Kanelsnurrer – dejen (ca. 15 store stk.)

Forberedelsestid: ca. 3 timer

Ovntid: 10-15 min.

  • 5 dl. koldt skummetmælk
  • 50 g gær
  • 1 stort æg
  • 100 g. grahamsmel
  • 900 g. hvedemel
  • 1,5 spsk. Perfect Sød (du kan læse mere om Perfect sød og købe det lige her)
  • 1/2 tsk. salt
  • 1 tsk. stødt kardemomme
  • 100 g. smør

Remonce

  • 200 g blødt smør
  • 2 spsk. Perfect Sød
  • 3 spsk. stødt kanel

Fremgangsmåde – dejen

  1. Smuldre gær i en skål og hæld så mælken i. Rør gæret ud i mælken. Tilsæt de resterende ingredienser og ælt dejen godt sammen – først i skålen og når den er nogenlunde samlet, tager du den ud på bordet og ælter videre i ca. 10-15 minutter. Det er lidt hårdt arbejde at ælte den sammen, men den skal altså have nogle tæsk for at blive rigtig god.
  2. Lad dejen hæve lunt og tildækket i ca. 1,5 time.
  3. Nu skulle din dej gerne være hævet op, men den hævning får ikke lov at vare ved. Du tager nemlig dejen ud af skålen og slår den sammen til en mere fast dej igen og kommer husholdningsfilm omkring den. Så lader du den hvile i køleskabet i 1 time.
  4. Mens dejen hæver kan du røre remoncen sammen. Det gør du meget enkelt ved at komme alle ingredienserne i en skål og  røre det sammen med en ske.
  5. Så skal dine kanelsnurrer samles. Start med at rulle din dej ud, så du har en firkantet størrelse, der er ca. 30×60 cm. – jeg ruller ikke min dej ud i mel, da jeg sørger for hele tiden at vende dejen på bordpladen, så den ikke sætter sig fast. Fordel så  remonce på dejen og fold så halvdelen af dejen ind på midten, hvorefter du tager den anden halvdel og folder den ind over, så du altså har en dej i tre lag.
  6. Rul så dejen ud igen med din kagerulle til ca. 30×30 cm og skær dejen ud i ca. 15 strimler med en bredde på omkring 2 cm. – de skal stadig være de 30 cm. lange.
  7. Sno dejstrimlen rundt og, så du har en lang snoning, hold så om den ene ende og sno resten af dejen rundt om, så du former små cirkler med dejen – enden tager du og gemmer nedenunder kanelsnurren.
  8. Sæt kanelsnurrerne på ca. to bageplader beklædt med bagepapir (der skal være godt med mellemrum mellem dem). Snoningerne skal selvfølgelig vende opad.
  9. Lad kanelsnurrerne igen hæve lunt og tildækket i ca. 30. minutter.
  10. Pensle dem med æg og bag dem ved 200° i ca. 10-15 minutter. Kanelsnurrerne er færdige, når de er gyldne. Afkøl de færdige kanelsnurrer på en bagerist. Spis dem som de er eller kom lidt glasur lavet af vand og flormelis på dem.

Hvis du gerne vil se flere opskrifter på sundere søde sager, kan du finde nogle lige her.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vietnamesiske friske forårsruller med peanutbutter-dip